Anmeldelse: Magisterium #1: Jernprøven

Magisterium_1_JERNPROEVEN_154,5x238.indd

pink 3 stjerner




  • Titel: Jernprøven
  • Serie: Magisterium #1
  • Forfatter: Holly Black & Cassandra Clare
  • Antal Sider: 314
  • Udgivelse: 2015
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: The Iron Trial
  • Forlag: Alvilda
  • ISBN: 9788771054194
  • Læst: 18/6 til 21/6

De fleste drømmer om at bestå jernprøven og få adgang til Magisterium. Ikke Callum Hunt. Han ønsker brændende at dumpe. Hele sit liv har hans far fortalt ham skrækindjagende historier om fristelserne og farerne ved magi. Og Callum er sikker på, at hvis han består prøven, vil det være ude med ham.

Så han gør sit værste. Og består med bravour.

Da han endelig ankommer til Magisterium, er det ikke ligefrem den dødsfælde, han forventede. Han skal oven i købet studere under den legendariske mester Rufus sammen med de to jævnaldrende Aaron og Tamara. Nu begynder en rejse, der fører dem ind i en hidtil skjult verden. Hurtigt afsløres det, hvor lidt Callum kender til sin egen og familiens fortid – og hvor meget, der er på spil for ham i fremtiden …


Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. Meninger og holdninger er mine egne.

Er JERNPRØVEN plagiat af Harry Potter? Nej, overhovedet ikke. Er der ligheder? Ja, helt klart. Var det for meget? Nej, men som inkarneret Harry Potter-fan, så var jeg generet af det.Men faktisk er der ikke noget som helst i vejen med den her bog, bortset fra lighederne med Harry Potter. Den var spændende, sjov og en god begyndelse på en ny serie.

Bogen handler om Callum Hunt, som absolut ikke vil optages på en skole for magikere. Det bliver han så alligevel, og skal nu til at lære alt det med magi, som hans far aldrig har fortalt ham noget om. Han får venner, fjender, lærer magi, og kommer på eventyr, samtidig med at det viser sig, at hans far nok ikke helt har fortalt ham sandheden om hvem han er.

Bogen er faktisk rigtig spændende og medrivende, især i midten af bogen hvor man ikke lægger mærke til Harry Potter-lighederne. Det var her, jeg glemte hvor irriteret jeg var på bogen, og blev fuldstændig opslugt af historien. Jeg kunne rigtig godt lide, at der blev brugt tid på at beskrive, hvordan eleverne lærer magi på forskellig måde, og jeg synes hele magisystemet i bogen var interessant. Jeg har aldrig læst en bog, hvor magi fungerede som det gjorde her, og det var klart et plus. Jeg synes også det var fedt, at de kunne gøre så meget forskelligt med deres magi.

Callum er helt klart også et plus som hovedperson. Han er sjov, skeptisk, har virkelig sort humor, og konstaterer tingenes tilstand på en skide sjov og meget tør måde. Jeg synes han var hylemorsom! Lidt ondskabsfuld ind imellem, jovist, men han var virkelig sjov! Tamara var jeg også klar fan af, hun er fyrig, modig og minder lidt om Hermione tilsat et ordentligt skud Gale. Oprørsk, en stræber, med temperament og en vilje af stål. Aaron kunne jeg også godt lide, især hen mod slutningen af bogen, men det var Callum og Tamara der var mine klare favoritter

Og så må vi heller snakke lidt mere om de der ligheder med Harry Potter, for det var faktisk det eneste problem jeg havde med bogen.  Lad os starte med “Fjenden”, som er den onde her. Han stræber efter udødeligheden, gør folk og dyr til slaver med magi, og har en hær af levende døde. Ham og hans tilhængere er klædt i sort, med sølvfarvede masker, som man også kan se på bogen cover. Jamen hov, lyder det ikke som Voldemort? Jo, det gør. Lidt for meget. Derudover er der to drenge + en pige der bliver venner, de går på en magiskole, der kommer en bog for hvert år de går på skolen, Maden er magisk, og healeren på´skolens hospital minder så meget om Madam Pomfrey at det gør helt ondt. Nu er det jo ikke fordi, at Rowling har patent på en historie der foregår på en magiskole, eller en fjende der vil være udødelig eller noget som helst af det andet. Det er bare det, at alle de her små detaljer til sammen er for meget. Det kommer til at virke som en kopi, i stedet for at være sin egen historie.

Nå, men overall var jeg faktisk ret glad for bogen. Især midten af bogen synes jeg var spændende, og slutningen var også god. Jeg ville ønske, den ikke havde mindet helt så meget om Harry Potter, at man havde lavet de detaljer lidt mere forskellige fra Harry Potter. Under alle omstændigheder er det en spændende bog, med et godt plot og en slutning der lover godt for resten af serien.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s