Om Lydbøger

Jeg har flere gange talt om, at jeg hører lydbøger. Det er faktisk noget ret nyt, for jeg hørte min første lydbog tilbage i oktober/november sidste år. Det startede faktisk med, at jeg begyndte at løbetræne og manglede et eller andet underholdende. Jeg er absolut ikke en af dem som elsker at træne, og så kan en god historie altså godt hjælpe med at trække en ud af huset og på med løbeskoene, hvis det kniber med motivationen.

Nu var jeg så heldig at have fået et evighedsabonnement til Mofibo som gave ved et af bogbloggertræffene, og det er også Mofibo jeg bruger mest. Jeg er ret glad for deres “download lydbog til offline brug”-funktion. Jeg har dog også brug Netlydbog meget, når der var noget Mofibo ikke havde. Netlydbog er så siden blevet slået sammen med eReolen, og det har fungeret ret fint synes jeg.

Jeg synes faktisk det er super hyggeligt at høre lydbøger, og gør det meget når jeg træner, luger i blomsterbedene eller når jeg gør rent. Og når jeg kører bil! Jeg hører egentlig mest bøger, som jeg har læst på forhånd, fordi jeg nogle gange taber koncentrationen og kommer til at tænke på noget andet, især hvis oplæseren læser langsomt.

Og apropos det, så er det nok noget af det jeg er mest træt af ved lydbøger. En del af oplæserne læser SÅ langsomt! Det er jo ikke fordi det skal være sindssygt hurtigt, men der skal gerne være et flow, så min interesse fastholdes på historien, og det gør den bare ikke, hvis oplæseren er langsom! Et eksempel er den udgave af kaninbjerget der ligger på Mofibo for tiden. Droppede den efter en halv time, fordi det gik så fandens langsomt at jeg var ved at falde i søvn. Og det er ellers en virkelig god bog! Noget af det, som jeg til gengæld synes er skønt ved lydbøger er, at oplæseren tit giver de forskellige personer deres egen “stemme”, altså han eller hun taler anderledes afhængigt af, hvilken person i bogen der taler. Uh, og det er også slemt når forfattere ikke kan udtale ord eller navne ordentligt. Hørte en udgave af Harry Potter, hvor oplæseren kaldte Dobby for Dough-by. Møgirriterende! Og i Chris Carters Stalkeren udtaler oplæseren Lamborgini Gallardo (det er en bil, hvis nogen er i tvivl), som LamborGINI GallarDO. Urgh! Det er så til gengæld virkelig sjældent jeg oplever at noget udtales forkert. But still. Til gengæld findes der oplæsere, som bare er så medrivende i måden de læser op på, at man bliver totalt opslugt. Torben Sekov er en af favoritterne hos mig, jeg synes han er en super oplæser!

Jeg har faktisk tænkt på, at sætte en “Currently Listening To” ude i min sidebar (ligesom jeg har Currently Reading), og det er måske allerede sket når det her indlæg går i luften. Jeg er egentlig blevet rigtig glad for lydbøger, og kværner gerne en 4-5 stykker om måneden. Tit lytter jeg også gerne til de samme bøger flere gange, hvis jeg synes de er gode. Dennis Jurgensens spøgelseslinien-bøger er en favorit!

Jeg ville helt klart ikke bruge lydbøger som noget jeg bare sad i sofaen og lyttede til, men jeg elsker det som underholdning når jeg kører bil, laver mad eller foretager mig et eller andet, der ellers ville være kedsommeligt. For tiden hører jeg Spøgelseslinien-bøgerne igen igen, og bagefter tror jeg at jeg giver mig i kast med Harry Potter.

10 meninger om “Om Lydbøger

  1. Jeg er helt enig. Jeg bruger ofte lydbøger, når jeg tager tog/bus, gør rent eller træner. Det er en rigtig fin måde at få ‘læst’ flere bøger på, og jeg bruger ofte lydbøger til at udforske genrer, jeg ellers sjældent kaster mig over.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Ja, jeg synes det giver mig meget mere motivation til at løbetræne for eksempel, for det er ellers noget jeg virkelig ikke gider. Og madlavning! Jeg hader at lave mad, det er SÅ kedeligt! Men lydbog i ørerne, og så går det bare derudaf😀

  2. Jeg tilslutter mig uden forbehold. Jeg bruger lydbøger på samme måde som du gør. Der er intet som en god bog i ørene, der kan lette en lidt triviel arbejdsbyrde.

    En funktion jeg bruger meget på Mofibo er muligheden for at sætte hastigheden op. Det er uundværligt, når oplæseren er for langsom eller der er andre ting som dårlig udtale og så videre der irritere oplevelsen af bogen.

    Jeg bruger også lydbøger til at holde mine sprogkundskaber ved lige. På Mofibo kan man finde et fint udvalg af engelske lydbøger og jeg har også flottet mig og købt et par tyske, franske og norske bøger på iTunes, men det er lidt pebret.

    1. Ej, jeg vidste slet ikke man kunne skrue op for hastigheden! Hvordan gør man det? Det kunne redde mange bøger fra at havne på min sorte liste over langsomt-oplæste-bøger xD Synes især AV-forlagets er SÅÅÅ langsomme! Jeg bruger også engelske lydbøger på mofibo, og synes de har et rigtig godt udvalg!

  3. Jeg er også blevet noget større forbruger af lydbøger indenfor det sidste år. Det er vildt praktisk til de der ellers kedelige ting som du også nævner.
    Hvis du syntes de danske lydbøger af Harry Potter er gode, så skulle du tage at prøve de engelske med Stephen Fry, de er 1000000 gange bedre!😀

    1. Åhh ja, dem har jeg fået anbefalet SÅ mange gange😀 Har lyst til at høre 3’eren for tiden, så jeg ser om jeg kan finde stephen Fry-udgaven😀

  4. Jeg er også vild med lydbøger og lytter også til dem, når jeg laver mad og når jeg sidder med et eller andet kreativt projekt. Som dig synes jeg også oplæserne er vigtige, men jeg har lidt problemer med for hurtige oplæsere. Kan ikke holde koncentrationen, hvis de jabbber derudaf. Jeg lytter ikke på mofibo, men den side skal jeg da lige tjekke ud. Jeg er på storytel, en dejlig side med en masse gode bøger. Gad godt vide om hvilken en, der er bedst.

    1. Jeg synes i hvert fald mofibo fungerer bedre end netlydbog, men det er mest fordi netlydbog kræver netadgang, og herude på lars tyndskids mark hvor jeg bor er der altså ikke altid skide godt signal, og så hakker det. Mofibo er der aldrig vrøvl med, de har den der download-til-offline-brug-funktion, og det er super! Storytel har jeg aldrig prøvet, men jeg hører kun godt om den.

  5. Jeg er også blevet glad for lydbøgerne. Det går faktisk ret godt. Jeg synes ikke at jeg har problemer med hastigheden. Dem jeg har hørt har åbenbart passet fint til mig når jeg kører bil.
    Jeg bruger også Mofibo og ereolen lidt på skift, alt efter hvor bogen er. Er dog lidt irriteret over at det som regel midt på måneden ikke er muligt at låne mere på ereolen fordi biblioteket har nået sin grænse – også selvom jeg kun har lånt en enkelt selv tidligere på måneden. Når det de fleste måneder er sådan tyder det på at biblioteket ikke har nok udlån i forhold til efterspørgslen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s