Anmeldelse: Nattens Hus #12: Gudindens Udvalgte

25527468pink 3 stjerner

 

  • Titel: Gudindens Udvalgte
  • Serie: Nattens Hus #12
  • Forfatter: P. C. Cast + Kristin Cast
  • Antal sider: 299
  • Udgivelse: 2015
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Redeemed
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 978-87-588-1806-1
  • Læst: 20/5 til 21/5

Zoey Redbird er på spanden. Hun har givet Seerstenen fra sig og overgivet sig selv til politiet. Hun er fast besluttet på at tage sin straf, om det så vil koste hende livet. Men uden for fængselscellen er en ondskab vågnet, som er stærkere end nogensinde … Neferet har åbent erklæret sig for Gudinde af Mørke, og hendes nye tempel indvies med blodige ofre. Kun urgammel magi kan bekæmpe Neferet. Men problemet er at de selv samme kræfter sendte Zoey bag tremmer, og truer hendes forstand … Nattens Hus er en serie om en hemmelig verden fyldt med mystik, kærlighed og farlige intriger …


Dette er et anmeldereksemplar fra Plusbog.dk. Meninger og holdninger er mine egne.

GUDINDENS UDVALGTE er 12. og afsluttende bog i Nattens Hus-serien. Nattens Hus har for mig været en noget blandet fornøjelse. De første fem bøger elskede jeg, derefter synes jeg det gik en del ned ad bakke, og især bog 7 og 8 synes jeg var totalt overflødige. Der skete ikke en dyt. Det gjorde der så til gengæld i den her sidste bog, og jeg synes faktisk den var virkelig spændende!

Indrømmet, det er ikke ligefrem plottwists bogen er fuld af. Det er pænt tydeligt fra start hvad der skal ske og hvad det skal ende med, og bogen er nok egentlig ret forudsigelig. Men mens jeg læste var jeg ligeglad, jeg lagde ikke engang mærke til en eventuel forudsigelighed, fordi jeg var totalt opslugt. Jeg synes, at der var en rigtig god mængde handling og spænding i bogen, og især synes jeg at det var super, at der skete en hel masse mere eller mindre hele tiden. Okay, der var lige et kapitel eller to midt i bogen der handlede om katte, som ikke havde noget med noget som helst at gøre. Og ind imellem var der også passager der virkede ret ligegyldige. Men sammenlignet med tidligere bøger, så sker der en masse i den her. Derudover, så sker der faktisk også nogle ret uforudsete ting hen ad vejen, og selvom det er mindre og knap så vigtige ting, så var det ligesom med til at holde mig fast i historien. Det, og så det faktum at når man har fulgt nogle personer gennem 12 bøger, så bliver man virkelig spændt på hvordan det hele ender. Forudsigelig? Ja. Spændende alligevel? Ja, faktisk. Jeg fandt mig selv siddende på sofaen med bogen i hånden selvom jeg burde skrive projekt, og det er ret stort for mig.

Og jeg var faktisk rigtig tilfreds med slutningen. Jeg synes, slutningen var tilfredsstillende, og jeg følte jeg fik svar på de fleste af de spørgsmål jeg havde. Man finder ud af hvad der sker med Zoey og de andre, hvad der sker med Kalona og hvordan vampyrsamfundet bliver i fremtiden. Der finder også dødsfald sted, både på den gode og den onde side, noget jeg var ret vild med. Jeg kan godt lide, når en forfatter tør slå personer ihjel som er på den gode side om man så må sige. Der var en enkelt løs tråd her og der, og visse ting føltes lidt forcerede, som om det liiige skulle proppes ind for at få det med. Men overall, hvis man har læst alle foregående 11 bøger, så er det en god slutning med både glæde, tårer og et smugkig ind i personernes fremtid.

Det som jeg er knap så tilfreds med er to ting: Neferet og mængden af POV’s. Der er simpelthen for mange mennesker der fortæller historien, hvoraf halvdelen er fuldstændig ligegyldige. Det er svært at holde styr på dem når der er så mange, og især fordi mange af bipersonerne lyder frygtelig ens. Derudover så jeg ikke noget behov for 75% af de POV der var. Det kunne lige så godt have været Zoeys stemme hele vejen igennem, med få undtagelser. Især ham kriminalkommisæren. Der var da ingen grund til at han skulle fortælle noget af historien? Neferet gad jeg slet ikke som fortæller, mest fordi hun var en rådden skurk. Oh ja, hun er ond og led og modbydelig, men hun er bare frygtelig meget for meget. I stedet for ond gudinde opfører hun sig som en sindssyg tosse der er undsluppet fra den sikrede anstalt. Det hun gør og siger giver ingen mening, og hun bruger meget tid på at le højlydt (MuahahaHAHAHA!, det er seriøst sådan hun er ..) og drikke rødvin, når hun altså ikke har travlt med smide rund med menneskers involde eller bade i deres blod. Hun var overdrevet, men ikke på en god måde.

Alt ialt lidt en både-og-bog, men som slutning på serien synes jeg den var fin. Jeg fik at se hvad der skete med de personer jeg kunne lide, dem jeg ikke kunne lide, og jeg synes epilogen var super. Jeg synes til gengæld der var alt for mange forskellige POV, noget som de tidligere bøger også led af. Og så var Neferet altså bare lidt for meget for meget. Trods alt var den alligevel spændende nok til, at jeg læste den på et døgns tid, og jeg var ret godt underholdt også.

Bogen fås netop nu hos plusbog.dk til 89,-. Vær opmærksom på, at du skal være medlem for at få bogen til pluspris. Affiliate Links.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s