Anmeldelse: Morika #1: Rent Blod

25258005

pink 3 stjerner

  • Titel: Rent Blod
  • Serie: Morika #1
  • Forfatter: Sidsel Sander Mittet
  • Antal sider: 322
  • Udgivelse: 2015
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Facet
  • Læst: 4/5 til 11/5
  • ISBN: 9788792879745

På skoleøen Raudra undervises krigerlærlingen Korau og visdomslærlingen Eshri i Morikas idealer for fred og tolerance. Deres fremtid ligger fast.

Men i det skjulte arbejder stærke kræfter på at vende tilbage til tidligere tiders adelsvælde.

Snart befinder Eshri, Korau og deres venner sig midt i en kamp for et samfund, de altid har taget for givet. Spørgsmålet er imidlertid om samfundet overhovedet er værd at kæmpe for?

Eshri og Korau opdager snart, at intet er, som de troede…

Rent blod er første bog i trilogien Morika.


Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet. Meninger og holdninger er mine egne.

Da jeg blev spurgt om jeg ville anmelde RENT BLOD, var jeg egentlig ikke i tvivl – jeg sagde ja med det samme. Bogen havde allerede fanget min interesse, dels fordi coveret er virkelig flot, og dels fordi jeg havde læst beskrivelsen af bogen og blev ret fascineret af det her fantasy kombineret med politisk spil og forandring af samfundet.

RENT BLOD var da også en god bog. Universet er godt bygget op, og det er faktisk en ret god idé at vende det hele lidt på hovedet. Her har Morika været kendt som Tolerancens land, hvor alle er accepteret uanset hudfarve, køn eller hvad det nu kunne være. Sådan har det været siden krigen, men pludselig er de gamle adelige begyndt at galpe op om det rene blod, at de er mere værd end andre. Altså går man fra at alle kan med alle til, at had og racisme er hverdagskost. Det plejer jo som regel at være den anden vej rundt, men det fungerer bare så godt i det her tilfælde, især fordi det er bakket rigtig godt op af den historie, forfatteren har skabt til Morika. Jeg kan rigtig godt lide, når der også kommer politiske og etiske spørgsmål ind i billedet i en fantasyhistorie, fordi man jo befinder sig i et helt andet univers med helt andre regler, love og måder at leve på.

Bogen er fortalt af to hovedpersoner, Korau og Eshri. De fortæller hver især i jeg-foræller, hvilket jeg synes var super! Jeg elsker jeg-fortælleren, og selvom der er to her, så er man aldrig i tvivl om hvem der er hvem. I det hele taget er bogen fuld af meget forskellige personligheder. Eshri er visdomslærling, og egentlig meget naiv. Hun tror på det bedste i andre, og kan slet ikke forstå det had, som oryndroerne viser. Korau er krigeren, og i et land domineret af tolerance er der ikke så meget brug for krigere. De andre har derfor en tendens til at se ned på ham og drille ham lidt, hvilket gør ham lidt overmodig og gal i hovedet. Korau er i det hele taget sådan lid “jeg kan ikke forstå vi ikke bare kan kæmpe, tag dog et sværd, idioter!”, en anelse bedrevidende og tror han kan det hele fordi han er kriger. Oryn er egentlig adelig, men han er slet ikke med på de adeliges rent-blod-ævl, men man kan godt mærke på ham, at han er adelig. Han vil gerne bestemme, og opfører sig som han bare automatisk bør være den der bestemmer. Her er rigtig mange forskellige mennesker med forskellige personligheder og loyaliteter, og den dynamik der er imellem dem synes jeg var super. Især fordi forfatteren ikke har været bange for at lade deres dårlige sider komme frem i lyset.

I forhold til historien, så er den faktisk rigtig spændende. Det sker rigtig meget, nye områder, nye mennesker, eventyr og  kampe. Jeg synes der var en rigtig god sammenhæng mellem action og de lidt mere rolige passager. Der skal ligesom være en balance, det hele skal ikke være en lang actionfyldt kamp. Jeg kunne godt lide, at der både var action men også fokus på personernes udvikling. Eshri må for eksempel se i øjnene, at det tolerante samfund hun kender måske ikke er så fantastisk når det kommer til stykket, noget som hun har lidt svært ved at håndtere, og det synes jeg var super!

Der er faktisk ikke rigtig noget galt med bogen som sådan. God historie, gode person, godt plot. Der er bare lige det, at rigtig meget af det folk siger og gør er voldsomt kitchet. Det er så overdrevet og overdramatisk, det virker opstyltet og teatralsk, og ind imellem rullede jeg voldsomt med øjnene.  Eksempelvis:

“Vi straffer en ulækker, lille bøsse.” – citat side 69.

“Vend om, Korau. Det her angår ikke dig. Han er en klam bøsse, der bare får hvad han har fortjent.” – citat side 70.

Altså, lad nu være med at overdrive det så meget. Det er ikke nødvendigt at sætte det på spidsen på den måde for at man fatter hvad der foregår, og udsagn som dem der får det bare til at lyde overdrevet og barnligt. Lidt som noget skolen 9-årige bølle og mestermobber kunne finde på at sige. Historien er fin, plottet er fint, men måden folk reagerer på, de ting de siger og gør er meget af tiden bare frygtelig meget for meget. Og så er Eshri frygtelig naiv.

Overall synes jeg bogen var god, jeg var underholdt og kunne godt lide idéen med, at samfundet er baseret på tolerance og at der nu brydes med denne tolerance. jeg kunne godt lide at der både var action og personlig udvikling for de forskellige personer, og jeg kunne godt lide at alle var så forskellige. Men jeg synes dialogerne ofte var meget overdrevne, og at måden folk reagerede på og de ting de gjorde var overdramatisk meget af tiden. Det var lidt for meget for meget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s