Anmeldelse: The Immortals #2: Wolfspeaker

woldspeaker

pink 2 sjerner




  • Titel: Wolfspeaker
  • Serie: The Immortals #2
  • Forfatter: Tamora Pierce
  • Antal sider: 281
  • Udgivelse: 2003(denne udgave, originaludgivelse 1993)
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: Atheneum Books for Young Readers
  • ISBN: 9780689856129
  • Læst: 29/3 til 4/4

When Daine is summoned by the wolf pack that saved her life a year earlier, she knows she has to go. She and Numair travel to Dunlath Valley to answer the call. But when they arrive, Daine realizes with a shock that it’s not just the animals whose lives are threatened; people are in danger too. Dunlath’s rulers have discovered black opals in their valley and are dead set on mining the magic these stones embody. Daine learns that Dunlath’s lord and lady plan to use this power to overthrow King Jonathan — even if it means irreversibly damaging the land and killing their workers.

On a mission to save both her animal friends and her human ones, Daine has to master her wild magic in order to fight for the kingdom and triumph over the would-be usurpers.


Jeg vil ikke siger at WOLFSPEAKER skuffede, for dele af bogen var faktisk rigtig god. Jeg havde bare to ret store problemer med bogen, som ligesom overskyggede alting, så jeg virkelig måtte tage mig sammen for at læse videre, og det er altså en skidt ting.

Bogens starter faktisk ret godt ud synes jeg. Vi møder Daine og Numair på vej til Dunlath, fordi den ulveflok der reddede hendes liv har brug for hjælp. Det står hurtigt klart, at der foregår et eller andet skummelt i dalen, men hvad det lige er, det er lidt et mysterium. Selvom jeg må indrømme, at det faktisk ikke var svært at regne ud hvad der foregik, så var der alligevel ind imellem hvor jeg spekulerede på, om der var mere i det.

Herefter begynder 180 siders ingenting faktisk. Daine spørger et dyr om hun må træne/bruge det/om det vil hjælpe, dyret siger ja, og Daine bruger sin magi på det. Rinse and repeat 152374628394 gange. Der sker virkelig ikke ret meget ud over det, og selvom jeg faktisk godt kan lide det her med Daine og det bånd hun har til dyrene, så synes jeg ikke det var spændende nok til at fylde over 100 sider. Især fordi det er det samme hver gang. Dyrene opfører sig ens, og der sker det samme hver gang. Dyret kan nærmest ikke vente med at hjælpe, alle dyr i miles omkreds nærmest kaster sig for Daines fødder, og hun kunne egentlig lige så godt være dyrenes egenrådige herskerinde. Det brød jeg mig virkelig ikke om, jeg bryder mig ikke om måden dyrene opfører sig på – de er ligesom slaver, og Daine udnytter dem faktisk, selvom det kunne skade dem. Jovist spørger hun først, men jeg synes faktisk ikke hun lader til at have så meget imod at de kunne komme til skade. Jeg synes lidt det gode forhold mellem Daine og dyrene jeg så i første bog røg lidt ud af vinduet her.

Til gengæld varmede jeg rigtig meget op overfor Numair. Han er jo sej! og klog! På sådan en lidt forvirret måde, så han bliver ufrivilligt sjov. Og Kitten er også hysterisk sjov! Det er så fedt, at Kitten har fået en personlighed der virkelig passer sig for en drage. Derudover var jeg også fan af, at der er en konsekvens ved Daines magi, i form af måden det påvirkede ulveflokken på.

I forhold til Daine, så synes jeg faktisk ikke hun er en skidt person, men hun er meget fordømmende. Og det leder mig til det allerstørste problem jeg havde med bogen: jeg følte jeg blev belært om, hvordan jeg skulle opføre mig. Budskaberne var SÅ tydelige at jeg nærmest fik dem smækket i ansigtet, og det var ikke på en god måde. Det blev hurtigt klart, at dyr skal behandles med respekt på lige fod med mennesker, og at man ikke kan dømme en hel race ud fra et enkelt individ. Det er jo faktisk gode budskaber, men jeg følte det blev præsenteret SÅ overdrevet og meget som en instruktionsbog. Så i stedet for at læse en god historie, læste jeg en instruktionshistorie konstrueret til at lære mig, at man ikke må dømme en hel race ud fra et enkelt individ, og at dyr skal behandles med respekt. Og det var faktisk voldsomt irriterende, når jeg nu bare gerne ville læse en god historie om Daine.

Der var faktisk gode passager i bogen, hvor historien fik lov at være historie, og hvor der var både spænding og sjov. Jeg synes især Cloud altid bringer et element af sort humor ind i historien. De sidste 50 sider var faktisk også rigtig gode, og her vendte siderne sig selv.

Nej, WOLFSPEAKER fungerede meget af tiden ikke for mig. Men jeg er stadig hooked på mere Daine og Tortall, så jeg har faktisk bestilt bog 3 på biblioteket – denne gang på dansk, for jeg har en fornemmelse af, at jeg måske egentlig synes bedre om de danske oversættelser. Alanna-serien læste jeg på dansk og var ret glad for, så nu læser jeg bog tre på dansk og ser, om det gør en forskel for mig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s