Anmeldelse: The Immortals #1: Wild Magic

wildmagic

pink 4 stjerner




  • Titel: Wild Magic
  • Serie: The Immortals #1
  • Forfatter: Tamora Pierce
  • Antal sider: 362
  • Udgivelse: 1992
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: Simon Pulse
  • ISBN: 978-1-4169-0343-7
  • Læst: 13/3 til 17/3

Young Daine’s knack with horses gets her a job helping the royal horsemistress drive a herd of ponies to Tortall. Soon it becomes clear that Daine’s talent, as much as she struggles to hide it, is downright magical. Horses and other animals not only obey, but listen to her words. Daine, though, will have to learn to trust humans before she can come to terms with her powers, her past, and herself.


WILD MAGIC er skrevet af Tamora Pierce, hvilket nok ikke er gået den skarpe læser forbi når i kommer hertil. Tamora Pierce er lidt en gud på fantasy-området, alle snakker om hvor fantastisk hendes bøger er, folk har læst hendes bøger og fuldt hendes serier i 10, måske endda 20 år eller mere. Så jeg er en begynder på Tamora-området, eftersom jeg kun for nylig har læst hendes Alanna-serie. Og jeg var godt nok lidt nervøs – og spændt! – på at starte den her serie. For hvad nu hvis serien ikke lever op til hypen for mig? Nu har jeg fået tudet ørerne fulde med hvor fantastisk hendes bøger er, og derfor var forventningerne jo skyhøje.

WILD MAGIC levede heldigvis op til det meste af hypen. Jeg ville lyve hvis jeg sagde det er en af de bedste bøger jeg har læst, men den var virkelig god! Jeg var virkelig fascineret af det her med The Immortals, og synes det var lige dele skræmmende og lige dele spændende, og hele den her historie med de udødelige der dukker op, hvorfor de dukker op og hvad der egentlig foregår holdt mig virkelig fanget, og jeg fik fornemmelsen af, at det bliver mere og mere spændende i de kommende bøger. Jeg var også vild med, at der var så mange forskellige, og jeg spekulerede en del over, hvilket væsen de mon ville møde næste gang.

Noget andet jeg virkelig godt kunne lide var en detalje omkring hestene. Jeg er hestemenneske, så det gør mig virkelig glad når en forfatter forstår, at en hest har flere farver end “brun” og “sort”, at de har forskellige personligheder og måde at være på. I det hele taget elskede jeg måden dyrene fik deres egne personligheder på, især Tahoi og Cloud. Jeg følte virkelig, at de også var personer, i stedet for bare at være rekvisitter, også selvom det var dyr man kun lige flygtigt mødte.

Hovedpersonen Daine er nok den primære årsag til, at eg ikke var helt oppe og ringe over bogen. Jo, jeg kunne godt lide Daine. Hun er sjov, modig, venlig, god mod dyrene, hun respekterer både andre mennesker og andre dyr, og hun er gennemgående en rar, spændende person, som var nem at holde af. Der var bare lige det, at jeg synes Daine havde nej-hatten på alt for meget af tiden. Den største, mægtigste troldmand i Tortall siger jeg har magi? nej DET har jeg i hvert fald ikke nå! Den mægtige ridder Alanna siger jeg har potentiale? Nej DET har jeg i hvert fald ikke! Nej nej nej og nej igen, hele tiden. Hun tror ikke på noget som helst og griber slet ikke de muligheder hun får tilbudt. Hun skal nærmest overtales, og selvom jeg godt forstår hun ikke helt tror på det, så synes jeg det er flabet at hun ser op til Numair og Alanna, hun er nærmest helt starstruck, men dæleme nej om eksperterne ved bedre end hende. Jeg ville ønske hun havde pakket sin stædighed lidt væk i stedet for at være en sur, flabet møgunge. Hun får alt serveret på et sølvfad, så jeg synes godt hun kan opføre sig ordentligt. Når det så er sagt, så bliver hun faktisk væsentlig bedre.i løbet af bogen efterhånden som hun kommer lidt mere ud i verden, lærer mere og bliver mere voksen, hvilket jo lover godt for de kommende bøger.

Det var rart med et gensyn med personerne fra Tortall-universet, Alanna for eksempel, men man er ikke tvunget til at have læst Alanna-serien først for at forstå hvad der foregår. Det synes jeg faktisk var rigtig rart, for så meget kunne jeg jo ikke ligefrem huske fra Alanna-serien, og jeg var gad for gensyn med dem jeg genkendte. Jeg er ikke faldet i svime over Numair som alle andre, men jeg synes til gengæld rigtig godt om Onua! Hun var fantastisk! Alle tiders læremester. Thayet synes jeg også rigig godt om, hun var elegant og moden, som det passer sig for den hun er, men hun er også afslappet og nede på jorden. Jeg håber vi kommer til at se mere til hende.

Jeg må indrømme, at jeg ser rigtig meget frem til næste bog i serien. De problemer jeg havde med Daine forsvandt hen mod slutningen af bogen efterhånden som hun blev lidt mere ansvarsbevidst, og jeg elskede virkelig historien om de udødelige. Jeg elskede dyrene og måden de blev en del af historien på, og Cloud er allerede en favorit hos mig.

3 meninger om “Anmeldelse: The Immortals #1: Wild Magic

  1. Dejligt at se du kan lide bogen,tror bestemt ik du bliver skuffet over de næste,men glæder mig til at se anmeldelserne af dem, nu har jeg jo været alene om det univers i så mange år,så dejligt nu at kunne snakke med 1 om det😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s