Anmeldelse: Dæmonherskerens Arving #1: Skyggernes Bog

Skyggernes-bogpink 2 sjerner



  • Titel: Skyggernes Bog
  • Serie: Dæmonherskerens Arving #1
  • Forfatter: Haidi Wigger Klaris
  • Antal sider: 285
  • Udgivelse: 2015
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 978-87-588-1780-4
  • Læst: 1/3 til 3/3

17-årige Ally flytter ind på kostskolen Larchwood.
I nærheden af skolen ligger en gammel, faldefærdig kirke,
hvor hun ved et tilfælde opdager en hemmelig indgang i væggen, som fører ned til et rum under kirken.
Ifølge overleveringerne blev det brugt til
praktisering af sort magi tilbage i 1800-tallet.

Larchwoods afdøde frue, Catherine Larchin, opsøger Ally
og insisterer på at hun skal finde en gammel heksebog,
som efter sigende giver uanet magt.

Men en hemmelig kreds på skolen leder også efter bogen,
og Ally har svært ved at gennemskue hvem der har gode
intentioner … og hvem der har onde.

Skyggernes Bog er første bind i serien Dæmonherskerens arving
– en serie om paranormale kræfter, kærlighed og svære valg.


Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup. Meninger og holdninger er mine egne.

Jeg var faktisk ret godt underholdt gennem den er bog. Jeg synes mysteriet var spændende, og jeg kunne rigtig godt lide kostskole-settingen. Faktisk er det en ret god bog, men den har to store minusser.

For det første er der måden historien er fortalt på. Der er ikke noget i vejen med historien, men der mangler virkelig et niveau af detaljer i historien. Det var let at leve sig ind i historien, men jeg følte jeg sad og læste en bog til 12-årige, fordi sproget var så simpelt og med så få detaljer. Dertil kommer, at skriftstørrelsen er så stor, at det føles som at læse en letlæsningsbog fra 7. klasse. De to ting i kombination gjorde, at bogen føltes som om den var skrevet til 12-årige, mens hovedpersonen er 17 og der bliver talt om sex og kærester. De to ting harmonerer bare ikke særlig godt, og jeg ville have elsket historien hvis den havde været lidt dybere, mere fortælling, flere detaljer.

Dernæst er der Tom. Tom er en af de absolut værste fyre jeg har mødt i en bog, og den måde hovedpersonen føler og tænker om ham synes jeg var forstyrrende og bekymrende. Tom er virkelig creepy. Han tager Ally på røven, smiler frækt til hende, og han fandeme lige mødt hende! Og Ally kan lide det? Ej men hvad sker der? Tom har i det hele taget travlt med at være en komplet arrogant narrøv. Man kan godt komme afsted med skrive en badboy-type og stadig få ham til at være allerhelvedes charmerende. Men Tom er der ikke noget som helst charmerende over. Han grænser nærmest til at være voldtægtsforbryder. Han smiler frækt, blinker frækt, kysser Ally selvom hun siger nej og gør det så igen senere, selvom hun klart siger nej. Og hans undskyldning? Jamen han kan da mærke hun vil have ham. Tom er virkelig klam, creepy og skide uhyggelig, og jeg synes virkelig det var sygt at Ally var så tiltrukket af ham.

Når det så er sagt, så har bogen faktisk rigtig mange gode sider, den største af dem plottet. Jeg elskede hele det her spøgelse/mord/mørk magi-mysterie, og jeg elskede måden spændingen blev bygget op på. Jeg måtte liiiige have en side mere med inden jeg lagde bogen fra mig, og det er virkelig en god ting. Jeg var revet med af historien, og jeg kunne rigtig godt lide hele det her med at finde bogen og Catherines spøgelse.

Jeg kunne faktisk også rigtig godt lide hovedpersonen Ally. Bortset fra det med Tom, altså. Når Tom ikke er i billedet virker hun faktisk rigtig fornuftig og med et godt hoved. Hun er en tænker, en smule Hermione-agtig også, og det syntes jeg godt om. Jeg kunne rigtig godt lide hendes måde at tænke på, og jeg synes man fik virkelig godt indblik i de kvaler hun havde med det hele.

Settingen var også fantastisk. Jeg kunne godt tænke mig den var blevet beskrevet lidt bedre, men jeg var vild med den her kostskole, skoven og den sammenfalde kirke og kirkegård. Jeg så det hele levende for mig, og jeg elskede den lidt uhyggelige og hjemsøgte følelse jeg fik. Jeg kunne egentlig også godt lide Kredsen, ikke i form af det de gør, men den der hemmelige gruppe, og den dynamik de har personerne imellem synes jeg egentlig godt om.

Det bogen egentlig manglede var dybde og detaljer, men jeg var alligevel godt underholdt, og synes vældig godt om hele mysteriet om Catherine Larchin. Det største minus var Tom, som jeg synes var en creepy psykopat. Til gengæld sluttede bogen med alle tiders cliffhanger, som efterlod mig trang til at få fingre i næste bog hurtigst muligt.

En mening om “Anmeldelse: Dæmonherskerens Arving #1: Skyggernes Bog

  1. Pingback: Skyggernes bog og Skæbnens kald- Dæmonherskerens arving #1-2 | Bibliotekattens Bøger

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s