Anmeldelse: Dark Life #2: Den Sunkne By

22567193pink 3 stjerner



  • Titel: Den Sunkne By
  • Serie: Dark Life #2
  • Forfatter: Kat Falls
  • Antal sider: 327
  • Udgivelse: 2014
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Rip Tide
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 978-87-588-1388-2
  • Læst: 19/1 til 27/1

I de primitive bosættelser på den oversvømmede jord
er der sluttet nye alliancer og nye fjender er dukket op.

Gemma prøver at vænne sig til livet på havets bund,
men det er ikke nemt.
Ikke nok med at der er kæmpeblæksprutter
og andre væmmelige dyr i de dybe have,
der er også menneskelige hajer
som langt overgår dyrene i ondskab.

Snart befinder Ty og Gemma sig i et kapløb med tiden
for at finde den forsvundne by
og redde Tys forældre som er blevet kidnappet.


DEN SUNKNE BY er faktisk længe ventet for mig. Jeg læste den første bog tilbage i 2013, og jeg faldt pladask for det undervandsunivers, som Kat Falls har skabt. Jeg synes det var fedt, at nogen havde skrevet en historie om en oversvømmet jord, hvor en del af menneskeheden nu bor under vandet.

På det punkt fejler DEN SUNKNE BY ingenting. Universet er lige så fantastisk som i første bog. Nybyggerne bor under havet i områder tildelt af staten, hvor de dyrker tang og andre afgrøder eller opdrætter fisk. De bor i huse, som har almindelig luft indeni (de bo altså ikke i huse fulde af vand), og de bruger liquigen til at trække vejret når de er i vandet. De børn der er født og opvokset under havet udvikler mørkegaver, specielle evner som for eksempel sonar eller kamæleonhud. Jeg må indrømme, at jeg virkelig elsker den farverige og livlige beskrivelse af livet under havet som de her bøger har, og jeg er endnu mere begejstret over, at der blev tilføjet en masse nyt i den her bog. Skudebyerne for eksempel.

Jeg synes faktisk også, at bogen for det meste var ret spændende og fængende. Historien var generelt god, og jeg kunne rigtig godt lide mysteriet. Det var ikke så lige til at finde ud af hvad det egentlig var der foregik, og mysteriet udviklede sig rigtig godt især i sidste halvdel af bogen – det var der, det blev rigtig spændende. Og det var en af de ting, som jeg synes trak bogen lidt ned. Først går det vildt stærkt, Tys forældre bliver huhej kidnappet indenfor de første 30 sider, og tjuhej det går ud på redningsmission. Og herefter sker der ligesom bare ikke så meget de næste mange sider. Halvvejs igennem tager bogen så fart igen, og jeg elskede virkelig de sidste 100 sider. Så spændende!

Jeg brød mig jo ikke så meget om Gemma i første bog, men jeg synes hun blev væsentlig bedre i den her bog. Hun brokker sig ikke så meget og er ikke nær så belastende. Faktisk syntes jeg ret godt om hende. Ty har jeg altid synes var en god hovedperson, rar, nem at relatere til og intelligent. I denne her bog er han mere voksen, men stadig samme flinke, intelligente fyr der altid kan finde en løsning. Der var bare lige det, at han i forhold til Gemma er blind som en muldvarp. Det er faktisk lidt sjovt, for han opfatter virkelig ikke en brik af de signaler hun sender ham. Men efter 150 sider af det, så holder det lidt op med at være sjovt, og jeg blev egentlig lidt frustreret over ham ind imellem.

Mig bekendt er DEN SUNKNE BY den sidste bog i Dark Life-serien. Der lader ikke til at være planlagt flere, men eftersom hver bog er en historie i sig selv, så kunne jeg godt forestille mig, at der måske med tiden kom en bog mere. I hvert fald er DEN SUNKNE BY en spændende bog i et virkelig spændende univers, og jeg ville blive glad, hvis der kom flere bøger i serien.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s