Anmeldelse: Tale of Lunarmorte #3: Blood Solstice

10657638pink 2 sjerner



  • Titel: Blood Solstice
  • Serie: Tale of Lunarmorte #3
  • Forfatter: Samantha Young
  • Antal sider: 374
  • Udgivelse: 2011
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: self published
  • ISBN: 978-1466-45-2985
  • Læst: 29/6 til 30/6

Enter a world of fierce wolves, stunning magic and romance…

In the final installment of The Tale of Lunarmorte, Caia is caught between the most powerful beings in her world, and they are all desperate to use her for their own means. While Caia struggles to find her purpose, tragedy strikes close to home, and time runs out.
Now she must decide if she will join the extremists she was trying to destroy… or bring them all down on her own terms…


 

Jeg er virkelig ked af at sige det, men jeg er faktisk bare glad for den her serie er overstået. Og det er faktisk lidt sært, for der er egentlig kun én ting i vejen med serien: Lucien. Jovist, handlingen i bog to var rodet, men bog et var rigtig god. Og det ville bog tre også have været, hvis ikke Lucien havde været en del af bogen. Tag Lucien ud af den her bog, og jeg ville have givet den 4 stjerner. Og den eneste grund til den får to og ikke nul er, at Lucien heldigvis ikke er ret meget med i bogen – at der ikke er ret mange kapitler hvor han er indblandet.

Jeg kan lige så godt komme ud med min frustration: Lucien er simpelthen verdens største nar. Jeg tror aldrig jeg har hadet en person i en bog så voldsomt. Lidt had er godt (som f.eks. den måde man hader Snape på i Harry Potter, men egentlig stadig synes om ham på en måde), men Lucien gjorde mig simpelthen så rasende at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Lucien er selvoptaget, egoistisk, komplet uduelig, han har ingen hjerneceller og kan ikke lægge to go to sammen om det så gjaldt hans liv. Jeg er med på, at de er varulve, og at de derfor har lidt af den her min-mage-ikke-røre. Men helt ærligt! Caia bliver voldsomt såret i kamp på et tidspunkt, med hendes overkrop og arme flænset helt til knoglen. Der dukker en healer op for at hjælpe hende, og han skal røre hende for at kunne lette hendes smerter og hjælpe hende. Og hvad gør Lucien så? Han nægter at lade healeren røre hende, fordi “hun er min pige og ingen anden mand må røre hende”. Hvad fanden i helvede er der i vejen med ham? Helt ærligt? Hvem kan påstå at elske nogen, og så lade hende lide for sit eget egos skyld? Derudover hænger han ud med en pige gennem bogen, som tydeligt lægger an på hm og prøver at stjæle ham fra Caia. Men det er helt okay, for “hun er en ven”, selvom hun praktisk taget gnubber sig op ad ham og sidder i hans skød. Dobbeltmoralsk much? Og når Caia siger noget til det, så får hun hele smøren om at “hun ikke skal opføre sig så barnligt” og bla bla bla. Lucien ødelagde den her bog for mig, jeg kan simpelthen ikke forstå at nogen kan opføre sig på den måde.

Nå, men det var faktisk også det eneste dårlige ved den her bog. Bog to synes jeg jo var lidt usammenhængende og sprang lidt for meget mellem personer. Der er også forskellige POV i den her bog, men her hang det meget bedre sammen. Skiftet mellem hvis synspunkt man ser det fra gav rigtig god mening i forhold til plottet, og jeg kunne lide hver eneste persons synspunkt. Undtaget Lucien altså. Caia synes jeg blev meget mere voksen gennem den her bog. Hele verdens skæbne hviler på hendes skuldre, det er hendes beslutning og hendes ansvar hvad der skal ske med Daylighterne og Midnighterne. Og hun vokser virkelig med opgaven, og hun begynder også at kunne give Lucien igen. Masser af plus point for det. Derudover var Jayden også en virkelig spændende person at følge. Der sker noget voldsomt på et tidspunkt i bogen, som påvirker hende rigtig meget. Og hendes følelser og tanker var så rå og virkelige, og jeg synes virkelig kapitlerne fra hendes synspunkt var spændende.

I forhold til plottet og historien, så er det her langt den bedste bog på den front. I den her bog begynder der virkelig at komme gang i hele Midnight vs Daylight problematikken, og bogen er fyldt med plottwists som jeg slet ikke så komme. Jeg kan rigtig godt lide det her med, at det ikke er tydeligt hvem der er god og hvem der er ond – eller det er det, men det ikke personernes arv som enten Midnight eller Daylight der bestemmer om de er gode eller onde, og det er lidt det hele bogen handler om. Midnights burde per definition være onde – men det er de måske slet ikke. Jeg var også vældig tilfreds med, hvordan det hele sluttede – selvom jeg ville ønske Lucien døde og Caia fandt en ordentlig fyr…

Alt ialt: Tag Lucien ud af den her bog, og du har en virkelig god, spændende bog. Lucien er uheldigvis en del af bogen, og det trak voldsomt ned for mig. Han var sådan en kæmpenar at jeg overhovedet ikke kunne lide ham. Ikke engang en stump af hans personlighed brød jeg mig om.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s