Anmeldelse: Robert Hunter #1: Krucifiks-Morderen

ItemImage (1)
pink 4 stjerner



  • Titel: Krucifiks Morderen
  • Serie: Robert Hunter
  • Forfatter: Chris Carter
  • Antal sider: 364
  • Udgivelse: 201
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: The Crucifix Killer
  • Forlag: Jentas
  • ISBN: 9781847376220
  • Læst: 8/5 til 9/5

Hunter stirrede på den døde kvindes ansigt. Hans hjerne kæmpede med at forstå, hvad det var, hans øjne så.
En koldblodig seriemorder, maltrakterede lig, en kriminalassistent på sit livs jagt – Chris Carter har skrevet en hæsblæsende psykologisk krimi-thriller der får hårene til at rejse sig i nakken.

En ung kvinde findes brutalt myrdet i en hytte i Nationalparken i Los Angeles. Hun er nøgen, hænger fra to træstolper og huden er flået af hendes ansigt, vel at mærke mens hun stadig var i live. Mordereren har skåret et besynderligt udseende dobbelt-kors i hendes nakke; Krucifiks-morderens signatur.
Men hvordan er det muligt? To år tidligere blev Krucifiks-morderen fanget og henrettet.


 

KRUCIFIKS MORDEREN er en krimi, hvilket jo er en noget anderledes genre end det jeg ellers normalt læser. Jeg elsker faktisk krimi-TVserier, så egentlig er det underligt, at krimien som boggenre normalt slet ikke duer for mig. Det er som regel fordi, at jeg hovedpersonen i krimier tit minder så meget om hinanden, at jeg synes det bliver lidt kedsommeligt. Den afdankede politimand, hvis kone har forladt ham fordi han i virkeligheden er gift med sit arbejde. Nu sidder han i en halvtom lejlighed, som han kun bruger til at sove i, og drikker lidt for meget whisky.

Og den beskrivelse rammer lige plet på Robert Hunter. Han er præcis ligesom alle de andre morder-jagtende kriminalkommissærer, men alligevel synes jeg ikke det trak spor ned i den her bog. Chris Carter gør et eller andet med sne personer, som får dem til at virke livlige, fremtrædende og virkelige, og det er derfor jeg endte med at synes vældig godt om Robert. Jeg kunne godt lide, at han er den her super kloge gut, men uden at man som læser føler sig “belært” af den her kloge mand hver gang han åbner munden. Jeg har jo ikke lyst til at føle mig dum, og det gjorde Robert bestemt ikke. Han er modig, men han er ikke uden frygt, og han har helt sikkert omløb i hovedet. Jeg kan også godt lide, at han ikke er den perfekte politimand, at han ikke har noget imod at bøje loven en smule.

Resten af persongalleriet var jeg faktisk generelt glad for. Garcia synes jeg var alle tiders, venlig, flink, men samtidig også lidt hård og virkelig nem at holde af. Han er også lidt naiv, især i starten af bogen, men det virker troværdigt, og gør ham lidt nemmere at relatere til. Eftersom Robert er super intelligent, er det meget rart med en lidt mere nede-på-jorden fyr at forholde sig til.

En anden ting, som gør at jeg normalt ikke læser krimier er, at jeg som regel gætter hvem der er morderen aaaalt for hurtigt. Det var også lidt tilfældet med KRUCIFIKS MORDEREN, men der gik alligevel temmelig længe, iden det gik op for mig hvem det var, men eftersom jeg vidste det da “den store afsløring” kom, så var det lidt antiklimaks for mig. Men bogen var generelt virkelig spændende og nervepirrende, og morderen er en led, brutal, ondskabsfuld satan, som gør seriøst onde ting ved de stakkels ofre. Det er blodigt og horribelt, og det skal det også være i krimier synes jeg. Også da jeg havde gættet hvem morderen var sad jeg næsten og bed negle, fordi det simpelthen var så spændende, og jeg kunne for min død ikke slippe bogen igen gennem den sidste halvdel.

Generelt var jeg virkelig begejstret for den her bog. Det eneste der som sådan irriterede mig en smule var, at det først på side 270 ligesom går op for Robert og Garcia at hov – det kan jo være, at den rigtige Krucifiksmorder brugte en scapegoat, og at det var ham der blev dømt i stedet for den rigtige morder. Altså, burde den tanke ikke være poppet op noget tidligere? Og burde de ikke have undersøgt det noget tidligere? Eller i hvert fald bare overvejet det som en mulighed? Det var da den første tanke jeg fik da jeg læste bagsideteksten ..

Men som sagt var bogen virkelig god. Nervepirrende spændende, grusom, og virkelig svær at lægge fra sig. Jeg synes det var alle tiders, at der var rigtig mange ting der ikke er, som de ser ud til at være, man bliver overrasket og det hele bliver mere og mere spændende. For mig var det en positiv oplevelse med en krimi, og jeg kunne faktisk godt tænke mig at læse resten af Chris Carters bøger. Det virker som om han har flair for godt udtænkte plots og grusomme mordere – og det synes jeg lidt de skal være, for at det er rigtig spændende.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s