Anmeldelse: The Dark Elements #1: White Hot Kiss

17455585pink 4 stjerner



  • Titel: White Hot Kiss
  • Serie: The Dark Elements #1
  • Forfatter: Jennifer L. Armentrout
  • Antal sider: 384
  • Udgivelse: 2014
  • Sprog: Engelsk
  • Forlag: Harlequin Teen
  • ISBN: 978-0-373-21110-4
  • Læst: 8/3 til 13/3

One kiss could be the last. 

Seventeen-year-old Layla just wants to be normal. But with a kiss that kills anything with a soul, she’s anything but normal. Half demon, half gargoyle, Layla has abilities no one else possesses. 

Raised among the Wardens—a race of gargoyles tasked with hunting demons and keeping humanity safe—Layla tries to fit in, but that means hiding her own dark side from those she loves the most. Especially Zayne, the swoon-worthy, incredibly gorgeous and completely off-limits Warden she’s crushed on since forever. 

Then she meets Roth—a tattooed, sinfully hot demon who claims to know all her secrets. Layla knows she should stay away, but she’s not sure she wants to—especially when that whole no-kissing thing isn’t an issue, considering Roth has no soul. 

But when Layla discovers she’s the reason for the violent demon uprising, trusting Roth could not only ruin her chances with Zayne…it could brand her a traitor to her family. Worse yet, it could become a one-way ticket to the end of the world.

————————————————

WHITE HOT KISS er første bog i Jennifer L. Armentrouts nye paranormal romance serie. Alt hvad jeg har læst af hende har jeg elsket, så forventningerne var høje. Hun skriver virkelig god romance, og WHITE HOT KISS var ingen undtagelse.

Men lad os lige starte med noget andet end romantikken: universet. I WHITE HOT KISS findes der gargoyles. Ja, dem som i kender som statuer der sidder på tagene i ældre bygninger. De her gargoyles er i virkeligheden verdens beskyttere, det sidste værn mod helvedes dæmonhorder. De kaldes Wardens. Så er der jo selvsagt dæmonerne. Og dem findes der en masse forskellige af. For eksempel er en Poser en type dæmon, som spiser utrolig meget mad, og hvis bid gør mennesker til zombier. Vores hovedperson Layla er halvt dæmon, halvt Warden, og den eneste af sin slags. Hun er vokset op hos Wardens, men eftersom hun er halvt dæmon bliver hun mødt med lige dele mistro og had.

Jeg elskede det univers, som blev opbygget gennem bogen. Det var gennemtænkt og anderledes, især alle der her typer af dæmoner, og hvordan helvede er opdelt i herredømmer med en Lord, der styrer deres eget (eller flere) herredømmer, Laylas kræfter, hvordan Wardens forvandler sig til sten, når de sover. Jeg synes det var skide godt fundet på, og selvom himlen/helved/dæmoner jo ikke er noget nyt i YA, så har jeg aldrig læst eller hørt om noget der tilnærmelsesvis ligner det her. Jeg synes det var virkelig fedt!

Layla kunne jeg vældig godt lide. Jo, hun minder om rigtig mange lidt snarky, kickass hovedpersoner vi før har mødt. Hun har altid en smart kommentar på læben, hun har totalt styr på det med at tagge dæmoner, og hun vil gerne kæmpe. Men hun har også rigtig mange mørke følelser og usikkerhed. Hun er ikke bare en kampliderlig pige der er smart i munden, hun er også bange, usikker og ked af alt det had, som de andre Wardens møder hende med. Hun vil gerne høre til, men hører ikke til nogen steder i og med hun har det ene ben på jorden og det andet i helvede om man så må sige. Og nåh ja, så er hun forelsket i sin bror – hun er adopteret, så rigtige søskende er de altså ikke, men det ændrer ikke på, at Zayne er forbudt område.

Zayne havde jeg det blandet med. Jeg synes han var ret kedelig og intetsigende, og egentlig også ret led nogle gange. Han foregiver at være den gode, søde, venlige fyr, men nogle af de ting han gør synes jeg faktisk var ret onde. Det var tydeligt at han var “the good guy”, men det synes jeg slet ikke han var. Han var en skovl. Roth derimod – mååms! Roth er dæmon. Han har ingen samvittighed, han er røvligeglad med alle andre end sig selv, og han er den eneste der er mere smart i munden end Layla selv. Han møder Layla, da han kommer til overfladen for at (noget jeg ikke kan sige, det er et plottwist), og Layla føler sig draget til ham i kraft af, at han er dæmon – og at hun jo er halvt dæmon. I starte er Roth en nar, som man virkelig hader, men efterhånden som man lærer ham at kende gennem Layla, så bliver han til det ultimative bad boy crush. Den spænding der opbygges mellem ham og Layla var sitrende, hot og helt fantastisk.

Plottet i den her bog virker først til at være simpelt, men det bliver mere og mere kompliceret hen ad vejen. Der er ikke noget der er som det ser ud til at være, og jeg blev hele tiden overrasket. Det er jo godt nok, men jeg synes handlingen gik meget stærkt til tider. Jeg mistede lidt pusten, og det føltes som om det blev skippet i tid hele tiden, så man kunne fortælle om de actionprægede ting der skete. Hvis der ikke lige sker noget vildt, så skipper bogen frem med sætninger som “den næste uge skete der ikke meget.” og mere i samme dur. Action er godt, men jeg kunne da egentlig godt tænke mig at vide hvad Layla har foretaget sig i det stykke tid. Ikke fordi jeg behøver at få alle de kedelige hverdagsdetaljer fortalt, men lidt mere end en enkelt sætning ville have været rart.

Alt ialt var jeg begejstret for WHITE HOT KISS, og jeg glæder mig til resten af serien. Roth er røget dirkete ind på bookish-boyfriends-listen, jeg elskede universet, og jeg synes vældig godt om de fleste af personerne. Jeg kunne godt lide den måde plottet udviklede sig på, og hvordan man kunne fornemme at det ville binde alle bøgerne i serien sammen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s