Anmeldelse: Djævelske Mekanismer #3: Urværks-prinsessen

urvaerksprinsessen-djaevelske-mekanismer-3_240156pink 3 stjerner



  • Titel: Urværks-prinsessen
  • Serie: Djævelske Mekanismer #3
  • Forfatter: Cassandra Clare
  • Antal sider: 480
  • Udgivelse: 2013
  • Sprog: Dansk
  • Originaltitel: Clockwork Princess
  • Forlag: Borgen
  • ISBN: 978-87-21-03699
  • Læst: 8/1 til 13/1 2014

SPOILERS!

Tessa Gray burde være lykkelig – er alle brude ikke det? Men mens hun forbereder sit bryllup, begynder nettet at strammes om Skyggejægerne. En ny dæmon viser sig, en der er forbundet med Mortmain, den mand som planlægger at bruge sin hær af nådesløse automatoner, Djævelske Mekanismer, til at ødelægge Skyggejægerne. Mortmain har kun brug for en enkelt ting mere for at fuldføre sin plan.

Han har brug for Tessa.

Charlotte Branwell, lederen af Instituttet, ønsker desperat at finde Mortmain, før han slår til. Og Jem og Will vil gøre alt for at redde hende. For selvom Tessa og Jem er forlovet, er Will stadig forelsket i hende.

En døende Skyggejægers sidste ord er måske nøglen til, at Tessa og hendes venner kan finde Mortmain. Men deres lille gruppe kan ikke stå alene, og den magtfulde Konsul tvivler på, at Mortmain kommer. Skyggejægerne føler sig trængt op i en krog, da Mortmain beslaglægger den medicin, som holder Jem i live. Will må risikere alt for at redde den pige de begge elsker.

For at købe Will tid slår warlocken Magnus Bane sig sammen med Henry Branwell om at skabe en mekanisme, som kan hjælpe med at bekæmpe Mortmain. Mens de alle arbejder for at redde Tessa, bliver Tessa klar over, at den eneste der kan redde hende er hende selv. Men kan hun ene pige bekæmpe en hel hær?

Farer og forræderi, hemmeligheder og magi, kærlighed og tab vikler sig ind i hinanden, da Skyggejægerne bliver presset helt ud på afgrundens rand i den nervepirrende afslutning på trilogien om Djævelske Mekanismer.

——————————————

SPOILER SLUT

Okay, for det første: hvornår lærer forlag at lade være med at spoile 80% af bogen i bagsideteksten? Halvdelen af bagsideteksten refererer til ting, som først sker i den sidste fjerdedel af bogen. Så lad dog være? Man kommer jo til at sidde hele bogen igennem og vente på at der sker det, som bagsiden sagde der ville ske, og når det så sker er det ikke engang en overraskelse. Amen det gør mig så sur! Ikke fordi det ødelagde det hele for mig, men det er bare møgirriterende.

Videre til selve bogen. Det lader til, at Cassandra Clare er blevet mere og mere vild med multiple POV – historien fortalt fra mange karakterers synspunkt. Det startede mildt ud i hendes tidlige bøger, men hen ad vejen er man gået fra at have 3 eller 4 til 10. Og det er simpelt hen for meget. I hvert fald for mig. Hvordan skal jeg nå at få et forhold til så mange personer når bogen ikke er længere? Samtidig har man jo altid en favorit, og når man skal igennem de andres kapitler for at komme til ens yndlingspersoners kapitler, så ender man med at slæbe sig igennem. Jeg synes for eksempel Charlotte Branwell er en OK person, men jeg synes dæleme ikke hun er spændende nok til at jeg vil høre hende fortælle historien. Ind imellem kan jeg godt se at det er relevant for plottet, men halvdelen af tiden synes jeg ikke det var nødvendigt at lade en anden person fortælle.

Bogen var egentlig spændende nok. Der sker hele tiden noget, men bogen føles ikke forhastet. Der er et godt niveau af detaljer, og historien og sceneriet blev levende mens jeg læste. Endnu skønnere var det, at der hele tiden sker uforudsete ting, som jeg SLET ikke havde set komme. Der var blandt andet et plottwist, for jeg seriøst sad og lignede en fisk med åben mund og polypper i 30 sekunder, før det sank ind hvad der lige var sket. Bagefter var jeg mellemfornøjet omkring det, men det er fedt at blive overrasket på den måde.

Men når vi nu er ved plottet, så var det ikke lige godt det hele. Bogen bliver mere og mere spændende frem til den sidste fjerdedel – hvorefter slutningen og optakten dertil var ligesom en halvflad ballon. Især slutningen. Gud hvor var det antiklimaks. Der var lagt op til den her kæmpe event, og så skete der bare nærmest ingenting. Epilogen var til gengæld god! Meeen, der var flere plotting som bare slet ikke fungerede for mig. Det med Jem for eksempel. Først vil han én ting, har vidst det i årevis, og skifter han pludselig mening? Ej hold nu.

Egentlig kan jeg vældig godt lide personerne i bogen – eller, ikke nødvendigvis personerne som personer, men det faktum at de ikke alle sommen er en flok super gode, venlige eller loyale mennesker. De her personer er både dumme, stolte, har massevis af fejl eller opfører sig virkelig åndssvagt. Og det gør, at de bliver lidt mere virkelige. Nogen gange kan personer bare blive FOR perfekte, men det synes jeg ikke de var her. Jeg fatter dog stadig ikke folks fascination af Will Herondale. Han er jo en nar? Han opfører sig som en nar, han er ikke i stand til at tænke før han handler, og han er både overmodig og tåbelig. Niks, ikke fan. Tessa er jeg stadig ret glad for. Hun er ikke uden fejl, men jeg kan godt lide hendes måde at tænke på, og jeg synes også der skete rigtig meget med hende i den her bog. Hun finder endelig ud af hvad hun er, hvad evigt liv betyder for hende, og hun skal igennem en hel masse følelsesmæssige op og nedture. Derfor udvikler hun sig også meget, og finder ud af hvor hun står i verden.

Alt ialt var jeg egentlig okay tilfreds med den her bog. Den var underholdende, og slutningen samlede alting sammen og efterlod ikke nogen huller i historien. Til gengæld var selve slutningen meget antiklimaks, og jeg ville virkelig ønske Cassandra Clare ville holde op med at fortælle historien fra 1000000 synspunkter. Jeg vil meget hellere lære en enkelt eller to personer bedre at kende. Men altså, god afslutning på serien, som summerer det hele op.

 

En mening om “Anmeldelse: Djævelske Mekanismer #3: Urværks-prinsessen

  1. Randi

    Jeg er lige gået i gang med den her bog og jeg synes den er god indtil videre, men jeg synes du har fuldstændig ret med hensyn til det med bagsiderne! Jeg er helt holdt op med at læse bagsiden hvis det er en fortsættende serie.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s