Anmeldelse: Divergent #3: Allegiant

18710190pink 1 stjerne




  • Titel: Allegiant
  • Serie: Divergent #3
  • Forfatter: Veronica Roth
  • Antal sider: 526
  • Udgivelse: 2013
  • Forlag: Harper Collins
  • ISBN: 978-0-00-744411-3
  • Læst: 5/11 til 12/11 2013

The faction-based society that Tris Prior once believed in is shattered – fractured by violence and power struggles and scarred by loss and betrayal. So when offered a chance to explore the world past the limits she’s known, Tris is ready. Perhaps beyond the fence she and Tobias will find a simple new life together, free from complicated lies, tangled loyalties and painful memories.

But Tris’s new reality is even more alarming than the one she left behind. Old discoveries are quickly rendered meaningless. Explosive new truths change the hearts of those she loves. And once again Tris must battle to comprehend the complexities of human nature – and herself – while facing ompossible choices about courage, allegiance, sacrifice and love.

——————————————————-

Jeg ville så gerne have elsket den her bog. Det er jo trods alt sidste bog i Divergent-trilogien, og jeg syntes de to første bøger var sindssygt gode. Men den her lever slet ikke op til de to første bøger – jeg tror, det ord der bedst beskriver den må være makværk.

Og hvad er der så i vejen med den? Puha, det er en lang liste:

1. Det dobbelte POV. De to første bøger var skrevet fra Tris’ synspunkt, men ALLEGIANT er fortal både fra Tris’ og fra Four’s synspunkt. Det er jo ikke nødvendigvist dårligt, men her fungerede det bare slet ikke. De har præcis den samme stemme, de lyder ens, tænker ens, opfører sig ens, og måden de taler på er skisme også ens. Hvis jeg læste et kapitel uden at vide om det var Tris eller Four, så ville jeg overhovedet ikke kunne kende forskel. Selv mens jeg læste visse kapitler, hvor det bliver fortalt hvis synspunkt det var fra, blev jeg forvirret. Four kunne lige så godt have været Tris.

2. Four. Jeg elskede Four op til den her bog, men hold nu op hvor blev jeg hurtigt træt af ham. Jeg havde det her billede af ham som en stærk personlighed, men i Allegiant bestiller han ikke andet end at whine over alting. Hvor er den stærke fyr jeg så i de foregående bøger? I øvrigt er det det samme med Tris. Hold nu op hun whiner over alting. Jojo, de har da begge været ude for frygtelige ting, men jeg behøver altså ikke høre om hvor forfærdeligt det var hele tiden – og det blev endnu værre, fordi ingen af dem lader til at kunne finde ud af at komme videre i deres liv.Four er i øvrigt ekstremt dum i den her bog. Han gør virkelig dumme ting, og han var ellers ret fornuftig i de foregående bøger.

3. Det videnskabelige aspekt. Det gav absolut ingen mening. Eksperimenterne gav ingen mening og den videnskabelige “forklaring” gav absolut på ingen måde mening. Og i øvrigt blev det heller ikke forklaret ret meget. Den store afsløring var slet ikke så stor igen, det er bare noget man får at vide, og så er det ligesom det. Bum færdig.

4. Universet uden for muren. Nu har forfatteren brugt to bøger på at opbygge universet inden for muren. Nu er vi så uden for muren, og der bliver virkelig ikke fortalt ret meget om noget som helst. Det bliver ligesom skøjtet let og elegant henover, og det får det til at virke vildt utroværdigt og virkelig kedeligt.

5. Handlingen. Der sker virkelig ikke ret meget i den her bog. Det meste af tiden går med Tris eller Four der whiner i deres tanker over hvad nu deres problemer er på det tidspunkt. Og så whiner de noget mere over det samme. Amen altså. Og slutningen? Hmm, nej, jeg købte den ikke. Hvis nu det havde været noget større på en eller anden måde, men det føltes dumt at Tris gjorde det hun gjorde for så lidt.

Bogen var ikke helt og aldeles elendig som sådan, men den var SÅ skuffende. Der skete ingenting, den hang ikke sammen, og hele “afsløringen” faldt til jorden og gav ingen mening. Der var dog ind imellem gode passager, hvor jeg var OK underholdt, og hvor der var lidt action – også selvom det meste action var pænt fladt. Der var også nogle steder, hvor man læser dele af Tris’ mors dagbog, og dem var jeg vild med.

Så alt ialt må den her bog være årets skuffelse. Mere er der vist ikke at sige om det.

8 meninger om “Anmeldelse: Divergent #3: Allegiant

  1. Hvor kommer du (desværre) ind på alle de ting, jeg også synes er i vejen med bogen. Jeg er virkelig skuffet, og ja. Jeg kan faktisk slet ikke komme mig over hvor dårlig bogen var. Øv Veronica, øv! Det er simpelthen så trist.

    1. Jeg synes godt nok den var dårlig … Fatter ikke rigtig hvad hun tænkte? Det er lidt som om hun aldrig helt vidste, hvordan den sidste bog skulle ende, og så bare fandt på det lidt hen ad vejen ..

  2. Åh Gud, hvor jeg frygter den nu … Jeg var nemlig ikke særlig vild med bog 2 og håbede på at det blev bedre igen.😦

    Jeg tror desværre serien her er et glimrende bevis på de forfattere der har gode odds på hånden, men drukner i en popularitetsbølge og forlagenes krav om fandeme at skulle være færdig, før de er begyndt nærmest. :S

      1. Johanne, det er faktisk meget rart at høre, at der er nogen der kan lide den😛 Jeg synes kun man hører negativt, og vi kan jo alle sammen lide forskellige ting, personer og bøger. Jeg ville så gerne have kunnet lide den, men jeg brød mig altså ikke om den overhovedet.

  3. Anne

    Arh hader bogens slutning. Jeg havde troet den på en måde sluttede ligesom the hunger games men nej den er vildt sørgelig og underlig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s