Anmeldelse: The Tale of Lunarmorte #1: Moon Spell

tale of lunarmorte 14 stjerner



  • Titel: Moon Spell
  • Serie: The Tale of Lunarmorte #1
  • Forfatter: Samantha Young
  • Antal sider: 433
  • Udgivet: 2011
  • Forlag: Self Published
  • ISBN: 978-1466-4377-15
  • Læst: 11/6 til 12/6

Enter a world of fierce wolves, stunning magic and romance…

It’s bad enough feeling different among the human crowd, but feeling different among wolves? No one said returning to her pack would be easy, especially after ten years without them, but seventeen year old Caia Ribeiro is unprepared for the realities of transition. Raised in a world where kids aren’t scared by bedtime tales of the bogeyman but by the real life threat of enemy supernaturals who might come creeping into their community to kill them in their sleep, Caia is used to the darkness, she’s used to the mystery and the intrigue of the ancient underworld war she’s bound to by chance of birth. What she’s having trouble with are the pack members treating her with wary suspicion, the Elders tucking secrets behind their backs, and her young Alpha, Lucien, distracting her with a dangerous attraction from her decision to uncover the truth.

But as the saying goes, the truth will out, and when it does, Caia will only have so long to prepare herself before the war comes pounding on their door threatening to destroy the safe, secret lives of the wolves .. and the girl they protect.

——————————————————-

Først, prøv lige at se det cover. SÅ flot! Det har sådan en magisk dragende effekt, og så de der grønne øjne midt i det hele. Uuh. Me like! Når man lige læser bagsideteksten, så handler bogen lige umiddelbart om varulve. Det gjorde den også, varulve er ligesom hovedemnet i den her bog, men jeg blev overrasket over at opdage, at der faktisk ligger græsk mytologi bag varulvenes opståen – og de andre overnaturlige, som jeg heller ikke lige havde gennemskuet. Det viste sig nemlig, at bogen ud over varulve indeholdt alt muligt lige fra feer til dæmoner til magikere, og det sammen med varulvene som hovedemne og kombineret med et virkelig interessant twist på græsk mytologi, så var jeg hooked.

Sproget var en smule anderledes end noget jeg har læst før. Ikke på en dårlig måde, faktisk syntes jeg vældig godt om det, men sætningsopbygningen og måden at beskrive ting på var anderledes end noget andet jeg lige kan huske jeg har læst. Det tog mig derfor ligesom 20-25 sider at komme ind i forfatterens fortællerytme, men da jeg først vænnede mig til det, endte jeg med at elske det. Det var dog også her jeg endte med at have lidt problemer med bogen. Jeg synes der blev gentaget de samme ting lige lovlig ofte – for eksempel har “de onde” åbenbart kun en fornærmelse at smide rundt med. Da de så har kaldt varulvene det 210 gange, så blev jeg egentlig rimelig træt af det.

Historien er fortalt fra henholdsvis Caia og Luciens synspunkt, sammen med nogle små afsnit fra “den onde”s synspunkt. Det fungerede overraskende godt sammen, og især mellem Caia og Lucien hjalp de skiftende POV med til at skabe en virkelig god romance imellem de to. Man kunne virkelig mærke gnisterne, spændingerne og følelserne imellem dem, og især fordi Lucien er en varulv og derfor ikke altid handler helt rationelt, så var det egentlig meget rart også at have hans synspunkt med, så man ikke bare automatisk går og tror han er en skvaddernar. Generelt var personerne i bogen meget dynamiske, og jeg kunne vældig godt lide dem alle sammen. Der sker måske ikke super meget udvikling med dem alle, men for nogles vedkommende gør der, og det var nok for mig.

Hvilket så leder mig hen til det univers, forfatteren har bygget op. Som nævnt ovenfor, så var jeg virkelig hooked på det, men især det med at det er fokuseret på varulvene, og at de var genkendelige som varulve synes jeg var fantastisk. For eksempel er det meget flokdynamik, men der er skruet lidt ned for det der alpha-han-gøgl, noget som jeg meget hurtigt bliver træt af hvis der er for meget af det (alá hunner-må-ikke-noget). Men her var det virkelig godt balanceret.

Plottet og historien selv var også virkelig spændende. Det var ind imellem lidt for nemt at gætte sig til hvad der foregik, og at Caia ikke selv kunne se det er en gåde for mig. Men meget af tiden var det hele holdt meget mysterie-agtigt med små brikker til puslespillet som man fik løbende, og det fungerede virkelig godt. Der kom hele tiden nye afsløringer og overraskelser, nogle af dem havde jeg forudset, andre havde jeg ikke, men generelt var jeg egentlig ret tilfreds. Jeg følte ikke jeg kunne gætte alt for meget på forhånd.

MOON SPELL var en super god bog, som jeg slugte hver side af. Jeg synes ind imellem den var lidt forudsigelig, men det var ikke det store problem, og de dynamiske personer og romancen mellem Caia og Lucien var fantastisk. Og så var det skønt at læse noget rimelig nyt om varulve, hvor man stadig kan genkende dem som varulve.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s