Anmeldelse: Morganville Vampires #13: Bitter Blood

morganville 131 stjerne



  • Titel: Bitter Blood
  • Serie: The Morganville Vampires #13
  • Forfatter: Rachel Caine
  • Antal sider: 538
  • Udgivet: 2012
  • Sprog: Engelsk
  • Forlag: Allison & Busby
  • ISBN: 978-0-7490-1280-9
  • Læst: 15/5 til 21/5

Now that the threat to the vampires of Morganville has been defeated, the gravest danger to the human resident is the enemy within ..

For years, the human and vampire residents of Morganville have managed to coexist in peace. But thanks to the eradication of the parasitic creatures known as the draug, the vampires of Morganville have now been freed of their usual constraints. With the vampires indulging their envy whim, the town’s human population is determined to hold on to their lives by takingup arms. College student Claire Danvers, with ties to both humans and vampires, isn’t about to take sides.

To make matters worse, a television show comes to Morganville searching for ghosts, just as vampire and human politics collide. Now, Claire and her friends have to figure out how to keep the peace without ending up on the nightly news .. or worse.

Det her er den absolut værste bog i Morganville Vampires-serien indtil nu. De foregående bøger har formået at holde et vist niveau og en vis spænding, men i den her bog kører det fuldstændig af sporet og bliver et værre makmærk – det meste af det altså.

Der var selvfølgelig ting jeg kunne lide. Myrnin, for eksempel. Endelig sker der noget med ham og Claire, andet end Myrnin der siger mærkelige ting, hvorefter han redder dagen og alle er glade. Jeg kunne også godt lide den der dunkle stemning, som forfatteren forsøger at skabe. Den holder ikke helt vand hele tiden, men meget af tiden gør den – og det kunne jeg godt lide. Jeg kunne også godt lide den overordnede idé med plottet. Plottet i sig selv er egentlig ikke dårligt, det er måden dele af det blev udført på, og måden visse personer opfører sig.

Lad os starte med Claire. Claire har altid været sådan lidt uha-vold-er-skidt, men hun har jo ikke tøvet hvis det var nødvendigt at smide noget ondskabsfuldt i hovedet på en led vampyr der ville slå hende ihjel. Den Claire er så mere eller mindre væk nu. Hun er blevet en total helgen, som godt nok godt kan se, at man er nødt til at spraye sølv i hovedet på vampyrerne hvis man vil leve – men at slå en sadististisk, led vampyr ihjel, inden han sladrer og får dem slået ihjel, DET kan hun bare ikke, for det er jo mord. Okay, Claire. Så pinsel og tortur er fint, men mord er ikke? Og så stiller hun sig i øvrigt ikke nær så meget på bagbene over at ofre et menneske for at sikre deres sikkerhed. Dobbeltmoralsk much?

Når vi nu er ved Claire, så er der det med den stemning der ikke helt holder vand. De fire i Glashuset ævler det ene øjeblik løs om hvor farligt det er at gå ud, at de ikke må gå ud alene og blablabla, hvorefter Claire tager i skole, og alle bevæger sig rundt alene og er fuldstændig uberørte af “farerne”. Say what?

Shane er nærmest et kapitel for sig selv. Jeg har aldrig været team Shane, men efter den her bog er det godt nok lige før jeg har lyst til at kvæle ham. Større skvaddernar skal man godt nok lede længe efter. Jeg har længe været træt af hans holdning omkring Michael, og efter det stunt han laver i den her bog synes jeg virkelig, virkelig dårligt om ham. Sådan behandler man fandeme ikke en man påstår man elsker, Shane.

Det mest irriterende ved den her bog, og hovedårsagen til at jeg virkelig ikke brød mig ret meget om den, er at den hovedsagelig består af tomme trusler. Der foregår faktisk ikke så meget andet end at nogen truer med at gøre et eller andet, som så aldrig sker. Det lyder noget alá det her: “Jeg burde slå dig ihjel for din uhøflighed. Du er jo bare en flue for mig. Men ikke i dag. I dag får du lov til at leve. Men pris dig lykkelig.” Tjah, alle kan så prise sig lykkelige, for alle slipper for mere eller mindre alting. Bogen er en lang række af jeg-burde-slå-dig-ihjel/tæve dig/torturere dig-men-af-uransagelige-årsager-gør-jeg-det-ikke. Det bliver meget hurtigt meget kedeligt.

Til sidst er der et par scener i Glashuset, som er så kliché og åndssvage at jeg var lige ved at blive seriøst sur. Det var så opstillet og kunstigt at det blev virkelig mærkeligt. Den ene scene foregår sådan, at de fire beboere vist skal til at lave mad, og så kommer de ind i en eller anden kaste-med-paptallerken-kamp. Det hele er regnbuer og enhjørninger og guldglimmer ud over det hele så lykkelig er de, og dialogen er virkelig kvalmende opstillet og kunstigt og meget uvirkelig. Det var virkelig sært.

Som i nok kan fornemme, som var jeg ikke begejstret for den her bog. Plottet var dog ret godt, men dele af det fungerede slet ikke. Claire er blevet virkelig belastende, Shane var rædselsfuld, og de gentagne tomme trusler var ved at tage livet af mig. Jeg var dog ret vild med Myrning, som jeg endelig føler kom lidt mere til sin ret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s