Anmeldelse: Covenant #4: Apollyon

Covenant 4
4 stjerner



  • Titel: Apollyon
  • Serie: Covenant #4
  • Forfatter: Jennifer L. Armentrout
  • Antal sider: 343
  • Udgivet: 2013
  • Sprog: Engelsk
  • Forlag: Spencer Hill Press
  • ISBN: 978-193-70531-61
  • Læst: 19/4 til 22/4

Fate isn’t something to mess with… and now, neither is Alex.

Alex has always feared two things: losing herself in the awakening and being placed on the elixir. But love has always been stronger than fate, and Aiden st. Delphi is willing to make war on the Gods – and Alex herself – to bring her back.

The Gods have killed thousands and could destroy entire cities in their uest to stop Seth from taking Alex’s power and becoming the all-powerful God-killer. But breaking Alex’s connection to Seth isn’t the only problem. There are a few pesky little loopholes in the whole “the Apollyon can’t be killed” theory, and the only person who might know how to stop the destruction has been dead for centuries.

Finding their way past the barriers that guard the Underworld, searching for one soul among countless millions, and then somehow returning will be hard enough. Alex might be able to keep Seth from becoming the God killer … Or she might become the God killer herself.

Jeg havde jo ventet i seriøs spænding på den her bog. Deity sluttede med så led en cliffhanger at jeg næsten døde da den sluttede. Elixir var en fantastisk lille perle imellem de to, men det var Apollyon jeg virkelig havde ventet på.

Den første halvdel af bogen levede også fuldt ud op til mine forventninger. Fantastisk historie, fantastiske personer, fantastisk Alex. Og fantastisk plot. Egentlig var historien, personerne og Alex fantastiske hele bogen igennem. Der hvor bogen tabte pusten lidt, var plottet – og det skete cirka halvvejs. Der går der nemlig pludselig et lys op for den her gruppe mennesker. Den, der ved noget om to Apollyons er jo død, altså må de til underverdenen for at snakke med hende. Well, duh! I har ævlet løs om ham/hende siden bog to, og det tænker i først på nu? Jeg gik ud fra man ikke kunne komme ind i Underverdenen siden de ikke havde været der endnu – men nej. De havde simpelthen ikke tænkt på, og det kunne jeg ikke rigtig arbejde med.

selve turen til underverdenen var også meget hurtig og nærmest lidt flyvsk, som om forfatteren bare skulle have den overstået for at komme videre til det vigtige. Den blev faktisk ret kedelig, fordi den manglede den sædvanlige gnist, som resten af serien har haft hele vejen igennem. Nå, men da de så har talt med ham/hende de skal tale med og kommer op igen, så vender bogen tilbage til et spændende, interessant plot, som var lige så fængende som første halvdel.

Der er dog en lille  bitte detalje tilbage: Den gud, der er ophavsmand til Seths slægt: well, den får man så mange hints til gennem den bog, at hvis man ikke har gættet det halvvejs igennem, så er det virkelig utroligt. Det gjorde, at det der store OMG-øjeblik hvor det blev afsløret faldt temmelig meget til jorden – jeg vidste det jo allerede. Heldigvis blev det reddet, fordi der blev disket op med plottwists on sandheder, så egentlig betød det ikke en hel masse når det kom til stykket.

Alex er fantastisk i den her bog. Hun udvikler sig så meget, men hun beholder stadig sin personlighed. Man kan tydeligt mærke det stadig er Alex, hun er stadig spydig, sjov og meget kick-ass, men samtidig bliver hun mere og mere voksen gennem bogen, efterhånden som det går op for hende hvad der er sket med verden mens hun har været i Seth-land. Hun bliver ligesom mere ansvarsbevidst og mindre arrogant, og jeg elsker det. Den nye Alex er mindst lige så fantastisk som Alex i de tidligere bøger.

Seth. Uh, Seth. Grrr, den knægt gjorde mig så vred – jeg havde lyst til at snige mig ud og myrde ham i hans seng. Han er blevet så led, så magtsyg og så ondskabsfuld at der simpelthen ikke er nogen ende på, hvad han vil gøre, for at få hvad han vil have. Han lyver, bedrager, er arrogant ud over alle grænser, og generelt havde jeg bare lyst til at myrde idioten. Og netop derfor var det fedt! Der var ikke gjort nogen for at gøre Seth sød og rar inders inde eller noget i den dur, og man fik ikke den der følelse af, at jaja, han bliver god nok til sidst. Me like!

Aiden og de andre var lidt i baggrunden i den her bog. Det handler meget om Alex og hendes udvikling. Aiden er der selvfølgelig en del, men af “årsager” er han ligesom lidt fraværende. Deres forhold kører dog stadig for fuldt blus, men jeg ville gerne have set lidt mere af det. Resten af personerne er deres fantastiske selv, og selvom man ikke lærer dem super meget mere at kende end man gør i forvejen, så fungerer det fint. Man kender dem jo fra de tidligere bøger, og de er stadig lige fantastiske.

Endnu en fantastisk ting var, at vi møder endnu flere guder, og hører lidt mere om, hvad det er der sker med de guder der. Det synes jeg var fedt, for det havde jeg manglet lidt i de tidligere bøger. Og så er Alex’ kræfter sipelthen for fede!

Alt ialt elskede jeg Apollyon, men der var et stykke midt i bogen som skuffede mig lidt. Jeg elskede Alex, guderne, historien, plottet generelt, og jeg glæder mig afsindigt til seriens sidste bog, Sentienl.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s