Anmeldelse: Everneath #1: Everneath

everneath 11 stjerne




 

  • Titel: Everneath
  • Serie: Everneath #1
  • Forfatter: Brodi Ashton
  • Antal sider: 370
  • Udgivet: 2012
  • Sprog: Engelsk
  • Forlag: Simon & Schuster UK
  • ISBN: 978-0-85707-457-7
  • Læst: 1/4 til 2/4

Six months ago, Nikki Beckett vanished into an underworld known as the Everneath.

Now she’s returned to her old life for another six months before the Everneathcomes to claim her … this time for ever. Nikki longs to spend this precatious time reconnecting with the people she left behind – her family, her friends and, most importantly, her boyfriend, jack, the one person she loves more than anything.

But there’s just one problem: Cole, the smoldering immortal who wnticed her to the Everneath, has followed Nikki home, convinced that she is the key to claiming the throne of the Underworld. Cole wants to bring Nikki back to the Everneath, but this time as his queen. 

Now Nikki only has six months for goodbyes she can’t fond the words for, six months to make the hardest decision of her life, six months to find redemption, if it exists …

Bogen begynder efter, at Cole har lokket Nikki med til the Everneath. Hun har nu valgt at komme tilbage, men the Tunnels kræver deres gæld om præcis seks måneder. Nikki har seks måneder til at sige farvel til de mennesker hun elsker, og lære at leve med konsekvensen af de valg, hun har taget.

Og allerede fra side et knækker filmen så. Nikki kommer tilbage for at sige ordentlig farvel til sin familie og dem hun elsker, nærmere bestemt Jack – hendes kæreste. Men hun taler faktisk ikke med nogen af dem. For eksempel er der hendes lillebror. Der er vel to scener hvor hun bruger tid med ham og taler med ham gennem hele bogen, og det samme med hendes far. Hun bruger den første halvdel af bogen på at holde sig væk fra Jack, selvom han er den primære årsag til, at hun overhovedet kan huske noget og kom tilbage. Hun vil ikke tale med ham, men hun vil egentlig godt sige farvel – og hun vil egentlig også gerne tale med ham alligevel.

Nikki giver absolut ingen mening. Hun er overdramatisk, irriterende, belastende og gør fuldstændig åndssvage ting mere eller mindre hele tiden. Der bruges rigtig lang tid på at forklare Nikki’s tanker og følelser, og selvom det hjælper dig til en bedre forståelse af hende, så er det hun gør stadigvæk meget mærkeligt og stemmer slet ikke overens med det hun egentlig ville og bliver ved med at sige hun vil. Derudover er hun simeplthen vare en dramaqueen, der lægger en hel masse følelser i ingenting, bliver deprimeret over ingenting, og overdriver alting. Jeg kunne slet ikke komme overens med hende.

Hun er jo for eksempel blevet lokket til Everneath på falske forudsætninger, og nu klapper fælden så. Cole er den skyldige i det scenario, og alligevel bliver hun ved med at lade ham tale til sig, og finder sig mere eller mindre i hans tilstedeværelse. Jeg fatter det ikke. Hun siger godt nok han skal smutte ind imellem, men næste gang han viser sig taler hun til ham mere eller mindre normalt. Ej men nej.

Og apropos Cole, så er han den mest forstyrrede, ondskabsfulde, forskruede person jeg nogensinde har mødt i en bog. Han lokker en pige ned til underverdenen under falske forudsætninger, hun klarer det på mystisk vis uden at bliver fordømt til Tunnelerne med det samme, og nu vil han have hun skal blive hans dronning. Det prøver han så at få hende til ved at true, manipulere, stalke og genere hende i sådan en grad at jeg var ved at kyle bogen ud ad vinduet. Han er udødelig og har bevæget sig i menneskeverdenen i evigheder, han MÅ sgu da for helvede vide, at trusler nok ikke er den smarteste måde at overtale nogen til at følge med dig når nu du har snydt dem og løjet for dem. Men nej, det fatter han tilsyneladende ikke.

Så er der Jack. Han er sød, charmerende, og faktisk helt okay – til at starte på. Han blev bare meget hurtigt lidt kedelig, og meget ridderlig  alá jeg-vil-ofre-mit-liv-for-dig-du-er-min-verden på sådan en klistersød måde der bare slet ikke fungerede for mig. Han var dog den person jeg bedst kunne lide. Der er også flere bipersoner med i historien, og det virker som om de bare var der for skabe fyld. De blev hurtigt fjernet når der skete noget andet og mere interessant, hvilket var ret ærgeligt.

Så er der det paranormale aspekt. Tjah, vi ser jo nærmest ikke noget til det, vi hører kun om det, hvilket jeg synes var lidt fesent. Det vi hørte var da okay, men jeg ville gerne have oplevet noget af det på en eller anden måde. set noget af underverdenen eller tunnelerne eller noget i den stil.

Historien er skrevet skiftevis i nutid, og i passager hvor Nikki kigger tilbage på det der skete før hun hun tog med Cole til underverdenen. Det fungerede egentlig okay, og jeg kunne rigtig godt lide at opleve på første hånd hvad der fik Nikki til at gå med Cole i første omgang, også selvom det fik mig til at kyle bogen over i den anden sofa mere end en gang, fordi hun var så hjernedød åndssvag. Jeg kan godt lide problemstillingen i bogen, og måden det blev udført på, men som genfortælling af myten om Eurydice og Opheus synes jeg ikke rigtig den duede. Den blev lidt for åbenlys meget af tiden.

EVERNEATH var en skuffelse for mig. Jeg kunne overhovedet ikke identificere mig med hovedpersonen, eller sætte mig i hendes valg eller tankegang. Cole var den mest forstyrrede person jeg indtil nu har mødt i en bog, og resten af persongalleriet var fladt og intetsigende. Historien var heller ikke noget at råbe hurra for, selvom jeg godt kunne lide måden den skiftede mellem tiden før og efter Everneath. Jeg tror ikke jeg kommer til at læse resten af serien. Jeg magter ikke Nikki eller Cole en hel bog mere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s